Efter otte timers helvede på fire hjul nåede vi vores destination. Fra torturkammeret 'bussen', åbnes døren op til et inferno af liv - tør man tage skridtet?!
Allerede ved første åndedrag mærkes det hurtigt, hvordan mine lunger nærmest må kapitulere til den alt dominerende os fra Kampalas mangfoldige trafik. En del hakken og hosten skal til, hvorefter min krop mere eller mindre virker afstemt med de mange lufte samt gasarter, byen så varmt imødekommer en med - et kulturchok uden lige, når man blot 8 timer forinden, kommer fra et langt mere tilbagelænet Arua.
Mennesker så langt øjet rækker, biler og knallerter der kaotisk snejler sig gennem byens tætpakkede gader. Overalt runger lyden af menneskets tilstedeværelse - handlende, trafikanter samt gadesælgere dominerer bybilledet - alle lige højlydte!
Er det mon cotume, at den der råber højest automatisk har ret? Hvor absurd det end må må virke for mig, tilskueren!
Summa summarum så er jeg chokket, for hvad jeg normalt forbinder med en 'metropol', fremstår Kampala i min optik stik modsat. Her hersker det ukultiverede, hvor mennesker handler, som var byen underlagt anarki - hvor er mon faklerne og høtyvene?!
Selvfølgelig skal det tages med et gran salt, i det jeg udmærket er klar over, at dette ikke er det endegyldige billede af Kampala, men nærmere mit personlige indtryk på dagen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar