Efter otte timers helvede på fire hjul nåede vi vores destination. Fra torturkammeret 'bussen', åbnes døren op til et inferno af liv - tør man tage skridtet?!
Allerede ved første åndedrag mærkes det hurtigt, hvordan mine lunger nærmest må kapitulere til den alt dominerende os fra Kampalas mangfoldige trafik. En del hakken og hosten skal til, hvorefter min krop mere eller mindre virker afstemt med de mange lufte samt gasarter, byen så varmt imødekommer en med - et kulturchok uden lige, når man blot 8 timer forinden, kommer fra et langt mere tilbagelænet Arua.
Mennesker så langt øjet rækker, biler og knallerter der kaotisk snejler sig gennem byens tætpakkede gader. Overalt runger lyden af menneskets tilstedeværelse - handlende, trafikanter samt gadesælgere dominerer bybilledet - alle lige højlydte!
Er det mon cotume, at den der råber højest automatisk har ret? Hvor absurd det end må må virke for mig, tilskueren!
Summa summarum så er jeg chokket, for hvad jeg normalt forbinder med en 'metropol', fremstår Kampala i min optik stik modsat. Her hersker det ukultiverede, hvor mennesker handler, som var byen underlagt anarki - hvor er mon faklerne og høtyvene?!
Selvfølgelig skal det tages med et gran salt, i det jeg udmærket er klar over, at dette ikke er det endegyldige billede af Kampala, men nærmere mit personlige indtryk på dagen.
søndag den 24. februar 2013
En 'Biskops' forventning!
På Børnehjemmet mødtes vi med Aruas tidligere biskop samt grundlægger af St. Kizitos børnehjem. Forventninger blev drøftet, frie tøjler blev konklusionen - et resultat som jeg i starten, personligt havde det en smule svært med, da jeg hjemme er vant til mere eller mindre at være underlagt en samfundsmæssig diskurs, fungerende som guideline for mit pædagogiske arbejde.
Jo mere jeg tænker over dette, desto bedre synes jeg egentlig om tanken - for er automi i bund og grund ikke hvad alle pædagoger drømmer om? Jeg i hvert fald overbevist om, at dette forløb vil styrke mine faglige såvel som menneskelige kompetencer.
Fagligt i det at min 'værktøjskasse' udvides, i en tvang til at tænke kreativt grundet manglende ressourcer - menneskeligt i det jeg lærer, at jeg alene ikke kan redde verdenen, men med et i mine øjne mere humanistisk syn på børn og opdragelse, forhåbentlig kan præge en enkelt eller to. (I wish)
Jo mere jeg tænker over dette, desto bedre synes jeg egentlig om tanken - for er automi i bund og grund ikke hvad alle pædagoger drømmer om? Jeg i hvert fald overbevist om, at dette forløb vil styrke mine faglige såvel som menneskelige kompetencer.
Fagligt i det at min 'værktøjskasse' udvides, i en tvang til at tænke kreativt grundet manglende ressourcer - menneskeligt i det jeg lærer, at jeg alene ikke kan redde verdenen, men med et i mine øjne mere humanistisk syn på børn og opdragelse, forhåbentlig kan præge en enkelt eller to. (I wish)
Gud som rektor?!
The celebration
St.Kizito har inviteret os til fest i anledning af distriktets højeste karaktergennemsnit - hvad jeg i første omgang regnede for festivitas med pomp og pragt, viste sig til stor skræk at være en 7 timers lang prædiken, "forklædt" bag ordet 'celebration'.
At den ugandiske befolkning var overvejende Kristne havde jeg personligt ingen tvivl om, men i en sådan grad formåede alligevel at slå benene væk under mig - på den knap så fede måde! Hvad der egentlig i mine øjne burde have været dedikeret til værende en børnenes dag, endte ud i en langtrukken intern kamp blandt Aruas spidser, om hvem der på bedste vis kunne lovprise Gud for skolens formåen.
En 'konkurrence' der for eget vedkommende hurtigt vendte fra spændende til kvalmende! Selvfølgelig spiller kulturforskellen her en stor rolle i det, at det afrikanske folk ikke er religiøst frigjorte på samme måde, som os danskere. Ud fra de mange taler der alle skamroste gudfader den almægtige for skolens formåen - står det mig klart, at religion her ikke er noget man blot er bevidst om, men noget folk leger med og ånder for - en måde at se sig gennem dagen på!
Til trods for overstående, så kan jeg dog ikke undgå at blive en smule 'fed up', for hvor er takken for elevernes indsats, samarbejdet forældre/ledelse imellem?! Jeg savnede en mere faglig begrundet konklusion på, hvad dette resultat måtte skyldes. Læreplaner, diskurs, didaktik? For mig virker det pt som om, at disse ord blot stadig er trykt tekst, i en fremmedordbog, skolens arsenal endnu ikke råder over!
St.Kizito har inviteret os til fest i anledning af distriktets højeste karaktergennemsnit - hvad jeg i første omgang regnede for festivitas med pomp og pragt, viste sig til stor skræk at være en 7 timers lang prædiken, "forklædt" bag ordet 'celebration'.
At den ugandiske befolkning var overvejende Kristne havde jeg personligt ingen tvivl om, men i en sådan grad formåede alligevel at slå benene væk under mig - på den knap så fede måde! Hvad der egentlig i mine øjne burde have været dedikeret til værende en børnenes dag, endte ud i en langtrukken intern kamp blandt Aruas spidser, om hvem der på bedste vis kunne lovprise Gud for skolens formåen.
En 'konkurrence' der for eget vedkommende hurtigt vendte fra spændende til kvalmende! Selvfølgelig spiller kulturforskellen her en stor rolle i det, at det afrikanske folk ikke er religiøst frigjorte på samme måde, som os danskere. Ud fra de mange taler der alle skamroste gudfader den almægtige for skolens formåen - står det mig klart, at religion her ikke er noget man blot er bevidst om, men noget folk leger med og ånder for - en måde at se sig gennem dagen på!
Til trods for overstående, så kan jeg dog ikke undgå at blive en smule 'fed up', for hvor er takken for elevernes indsats, samarbejdet forældre/ledelse imellem?! Jeg savnede en mere faglig begrundet konklusion på, hvad dette resultat måtte skyldes. Læreplaner, diskurs, didaktik? For mig virker det pt som om, at disse ord blot stadig er trykt tekst, i en fremmedordbog, skolens arsenal endnu ikke råder over!
Det første møde!
Folk er generelt utroligt imødekommende, hjælpsomme og ikke mindst snakkesalige - noget utroligt positivt og fjernt fra kulturen derhjemme.
Skynde sig, er det noget man kan spise?! Begrebet 'tid' virker som et vidt begreb, et begreb som afrikanerne virker til ikke at lade sig styre af! Her hersker roen og en magelig tilbagelænethed - som da vi fx blev hængende tre timer i en lokal telebutik, i håbet om et par simkorts til vores telefoner.
Den noget afslappede tilgang til tiden, er for mig en noget ambivalent følelse - på den ene side har jeg en underlig form for begejstring for det, at et helt samfund kan være så 'casual' og ligetil - på den anden formår selvsamme ting at pisse mig af! Jeg er selv struktureret og er af den opfattelse, at tingene lige så godt kan gøres med det samme, i stedet for "hver ting til sin tid".
Overstående er blot en af de mange kulturelle forskelle, som jeg med tiden forventer at få et bedre kendskab til samt indblik i - et indblik der med tiden måske ligedes vil føre til en bedre forståelse for, hvorfor tingene er er som de er down here!
Skynde sig, er det noget man kan spise?! Begrebet 'tid' virker som et vidt begreb, et begreb som afrikanerne virker til ikke at lade sig styre af! Her hersker roen og en magelig tilbagelænethed - som da vi fx blev hængende tre timer i en lokal telebutik, i håbet om et par simkorts til vores telefoner.
Den noget afslappede tilgang til tiden, er for mig en noget ambivalent følelse - på den ene side har jeg en underlig form for begejstring for det, at et helt samfund kan være så 'casual' og ligetil - på den anden formår selvsamme ting at pisse mig af! Jeg er selv struktureret og er af den opfattelse, at tingene lige så godt kan gøres med det samme, i stedet for "hver ting til sin tid".
Overstående er blot en af de mange kulturelle forskelle, som jeg med tiden forventer at få et bedre kendskab til samt indblik i - et indblik der med tiden måske ligedes vil føre til en bedre forståelse for, hvorfor tingene er er som de er down here!
Abonner på:
Opslag (Atom)