The celebration
St.Kizito har inviteret os til fest i anledning af distriktets højeste karaktergennemsnit - hvad jeg i første omgang regnede for festivitas med pomp og pragt, viste sig til stor skræk at være en 7 timers lang prædiken, "forklædt" bag ordet 'celebration'.
At den ugandiske befolkning var overvejende Kristne havde jeg personligt ingen tvivl om, men i en sådan grad formåede alligevel at slå benene væk under mig - på den knap så fede måde! Hvad der egentlig i mine øjne burde have været dedikeret til værende en børnenes dag, endte ud i en langtrukken intern kamp blandt Aruas spidser, om hvem der på bedste vis kunne lovprise Gud for skolens formåen.
En 'konkurrence' der for eget vedkommende hurtigt vendte fra spændende til kvalmende! Selvfølgelig spiller kulturforskellen her en stor rolle i det, at det afrikanske folk ikke er religiøst frigjorte på samme måde, som os danskere. Ud fra de mange taler der alle skamroste gudfader den almægtige for skolens formåen - står det mig klart, at religion her ikke er noget man blot er bevidst om, men noget folk leger med og ånder for - en måde at se sig gennem dagen på!
Til trods for overstående, så kan jeg dog ikke undgå at blive en smule 'fed up', for hvor er takken for elevernes indsats, samarbejdet forældre/ledelse imellem?! Jeg savnede en mere faglig begrundet konklusion på, hvad dette resultat måtte skyldes. Læreplaner, diskurs, didaktik? For mig virker det pt som om, at disse ord blot stadig er trykt tekst, i en fremmedordbog, skolens arsenal endnu ikke råder over!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar